Podcasten - et medie med potentiale

 
alvaro-serrano-133386-unsplash.jpg
 
 

Podcasts er et medie i rivende udvikling i Danmark, men er stadig uberørt land, når det kommer til kommercielle podcasts. Men potentialet er til stede.

Af Tobias Høgsberg, Managing Director & Partner, og Simone Mai Hansen, Junior Strategist

 
 
 
Man kan ikke tale om udviklingen i danske medier uden at berøre podcastens indtog i medielandskabet. Selvom iTunes på nuværende tidspunkt kun tilbyder lidt over 2100 danske podcast, er lyttetrenden i voldsom fremgang herhjemme. Med en stigning i udgivede podcast på 43% i løbet af det seneste år, er udviklingen i topform.

På trods af danskernes voksende interesse for podcasten, er mediet dog stadig småt og uudnyttet herhjemme – særligt i marketing øjemed.

I USA, hvor podcastformatet er eksploderet, har 112 millioner amerikanere lyttet med, og 42 millioner af disse hører trofast med på deres yndlingspodcasts hver uge.

Denne medietrend er ikke gået amerikanske markedsførere forbi, og en enorm bølge af kommercielle podcasts vidner om, at podcasten for mange forretnings- og kommunikationsfolk er et anerkendt markedsføringsværktøj. Blandt de succesfulde kommercielle podcasts er bland andet General Electrics ”The message” og Shopifys ”Thank God It’s Monday”. Disse brandede podcasts opererer i det værditunge spændingsfelt mellem underholdning og branding.

Herhjemme er den kommercielle podcasts kun svagt spirende. Få virksomheder har indtil videre kastet sig ud i at eksperimentere med det brandede podcastformat. Og ingen har fået en æresplads på hylden i onlinebiblioteket ved siden af ”Mads og monopolet” og ”Den korte radioavis”.

Det betyder dog ikke, at danske markedsførere ikke har øjnene på trenden. Flere store danske virksomheder eksperimenterer med at sponsorere underholdningspodcasts i bytte for omtale eller produktpromovering. Her har især de tidligere Monte Carlo drenges Irma-sponsorerede podcast ”Her går det godt” fyldt i medielandskabet. Også podcasten ”Anders & Anders”, som sponsoreres af Blockbuster, har været succesfuld. Dog snarere på grund af podcastenes redaktionelle indhold end interesse for de bagvedlæggende sponsorer.

Der går altså kun én vej for den kommercielle podcast. Frem. Og det er nu, at der for alvor er værdi i at være blandt de first-mover virksomheder, som sætter sig på mediet. Hvis ingen virksomhed før, har lavet en podcast om præcis det, du er ekspert i – hvorfor så ikke indtage scenen? Har du dog stadig forbehold, og tvivler på om den brandede podcast er noget for din virksomhed, er her 3 fordele ved podcasten som kommercielt medie.

Nye brugssituationer
I en tid hvor det meste indhold er kort og direkte, er podcastens ofte længere formater et forfriskende alternativ. Det giver mulighed for at gå i dybden med relevante emner. Formatet rammer ligeledes andre brugssituationer end de visuelt orienterede medier som Instagram, YouTube og lignende. Med en podcast kan din målgruppe indtage dit indhold i bilen, i fitnesscenteret eller mens de vasker op.

Lave opstartsomkostninger
Selvfølgelig er budgettet et spørgsmål om ambition, og komplekse koncepter kan sagtens blive ressourcekrævende. Men fordelen ved podcast-formatet er, at langt mindre også kan gøre det. Det er let at komme i gang.

Relations styrkende
Podcast-formatet kan noget særligt, når det kommer til at skabe en relation til en målgruppe. Da det stadig er et nichemedie, skal man ikke opsøge det for at nå bredt ud. Til gengæld giver det mulighed for at skabe stærke bånd til udvalgte målgrupper. Gennem din podcast kan dine lyttere lære dig og din virksomhed at kende på et (næsten) personligt plan. Ligeledes har du mulighed for over tid at indtage en position som ekspert på et specifikt emneområde.

 

LÆS OGSÅ